Historien om Itosu-kai

Stilarten Itosu-kai

Karate, som vi kender det i dag, er kun ca. 150 år gammelt og blev udviklet på Okinawa, en tropisk japansk ø syd for de store hovedøer. Karate har dog rødder helt tilbage til Kina i det 6.århundrede hvor kampkunst blev udviklet i Shaolin-templet under indflydelse af den indiske munk - og stifter af zenbuddismen - Bodhidharma. Gennem stor kulturel påvirkning fra Kina og Japan er Okinawa blevet beriget med både kultur og kampkunst lige siden år 616 hvor okinawaere blev hentet til det japanske hof for at lære kultur og teknologi. Kort forinden havde japanerne foretaget et enormt kulturspring gennem den legendariske helt, Shotoku Taishi, der var blevet inspireret af førnævnte Bodhidharma til at indrette japansk styre efter kinesisk forbillede.

I 1187 blev sønnen af en japansk borgherre, der efter en borgerkrig var flygtet til Okinawa, den første hersker af Okinawa, der herefter blev en vigtig brik i magtspillet mellem Kina og Japan. 

I 1368 lykkedes det Kina at opbygge et storrige efter at have besejret de mongolske rytterkrigere, der havde besat landet. Kina sendte herefter en masse ambassadører til Okinawa og introducerede herigennem Shaolin til Okinawa. 

I 1609 blev Okinawa invaderet af den japanske Satsuma-klan og underlagt militært diktatur, benhårdt styret af samuraierne. Okinawaerne fik våbenforbud og udviklede en ubevæbnet kampkunst (Te) udfra Shaolin. Te betyder hånd og var forløberen for karate. 

I 1868 blev det japanske feudalsamfund opløst og landet med et forvandlet til et moderne, industrialiseret samfund. Samtidig blev Okinawa fuldbyrdet medlem af det japanske kejserrige. Da der nu ikke længere var brug for kampkunst som selvforsvar i det japanske samfund, blev andre kampkunster som judo og kendo nu udviklet med fokus på personlig udvikling i stedet for som et våben i kamp. I mellemtiden blev en række okinawaere trænet af kinesiske kampkunsteksperter fra Fuzhou. Denne kampkunst blev nu blandet med Te og ændrede navn til karate (kinesisk hånd) og tilpasset den okinawanske personlighed.

De tre store hovedskoler opstod på Okinawa

Shuri-Te grundlagt af Sokon Matsumura (1809-1901)
Tomari-Te grundlagt af Kosaku Matsumora (1829-1898)
Naha-Te grundlagt af Kanryo Higaonna (1853-1915)
I tiden efter århundredeskiftet blev karaten overført til Japan og skrifttegnene ændredes så de nu betød tom hånd selvom de stadig stavedes og udtaltes karate. For at tydeliggøre parallelen til judo og kendo tilføjedes endelsen do (karate-do) og bælter og dragter blev indført sammen med en række dojo-regler, fordi man håbede på større japansk anerkendelse hvis man tilpassede karaten til den japanske mentalitet (japanerne har altid anset Okinawa som værende ret primitiv).

En af de vigtigste personer som moderniserede karaten var Yasutsune (Anko) Itosu (1830-1915) som var elev af både Matsumura og Matsumora. Han videregav sin stilart til Kenwa Mabuni (1889-1952) der overførte den til Osaka, Japan hvor han kaldte den for Shito-ryu, opkaldt efter sine to læremestre (Itosu og Higaonna). Mabuni var et kata-geni, respekteret og beundret af alle, og han prøvede at samle alle de traditionelle kataer i stilarten for at bevare dem for eftertiden. Således findes næsten alle gamle kataer i vores stilart i dag.

Han valgte Ryusho Sakagami (1915-1993) som sin efterfølger til den arv han selv havde ført videre fra Itosu. Ryusho Sakagami var meget højt gradueret i et utal af kampkunster og en af de mest indflydelsesrige personer i det japanske karateforbund. I 1969 ændrede han stilarten til Japan Karate-Do Itosu-Kai for at tydeliggøre den direkte relation til Itosu. Ved hans død i 1993 overtog hans søn, Sadaaki Sakagami, posten som øverste leder af Itosu-Kai, og stilarten bliver i dag styret fra Tsurumi, Yokohama.

Itosu-Kai i Danmark

Itosu-Kai Danmark startede i 1976 da sensei Leif Lynggard Nielsen (1942-2005) åbnede Bosatsu efter at have været bosat i Yokohama og trænet Itosu-Kai Karate-Do i 5 år.

Som den eneste i Danmark havde han hele sin baggrund for kampkunst fra Japan. Han var en af de højst graduerede karate- og aikidoinstruktører i Danmark.

Der findes i dag 3 officielle klubber i Danmark, der ligger i København Valby, Dragør og Kolding

Oprindeligt hed Stilarten Itosu-kai Shito-ryu, men er i dag delt i Itosu-kai Karate-do og Shito-ryu Karate-do. 
Sadaaki Sakagami Sensei, der idag er øverste leder af Itosu Kai Karate do - besøger Danmark med jævne mellemrum.

Den danske del af Itosu-Kai tager også jævnligt til Japan for at dygtiggøre sig samt holde den tætte kontakt med Japan ved lige

Landeleder

Michael Andersen sensei, 6. dan er leder af Itosu-Kai Karate-do i Danmark.
Sensei Michael Andersen har trænet karate siden 1988 og har det tekniske ansvar for Itosu-Kai i Danmark. Han overtog ansvaret efter sensei Rene Thyge, der var leder i perioden 2005-2016.